Folkeskolen er en af de vigtigste udfordringer for København. I vores by skal ingen placeres på sidelinien. Alle børn skal lære at læse og skrive og, hvordan man er en aktiv del af samfundet. Det kræver en helt anden folkeskole end den, København tilbyder sine børn i dag. Det er ikke holdbart, at byens folkeskoler bliver mere og mere opsplittede. På nogle skoler går der rigtig mange ressourcestærke børn, mens der på andre næsten kun går ressourcesvage børn. Hvis vi vil have et samfund med sammenhængskraft, skal folkeskolen sørge for, at børn og unge møder hinanden på tværs af sociale skel og skolen skal være så god, at der ikke er behov for privatskoler.

Jeg, arbejder derfor for:

  • Flere to-lærer ordninger
  • 100 mio. kr. til at renovere skoler
  • Flere lærere og mindre klasser
  • Gratis og økologisk skolemad til alle

Klumme er skrevet af mig til Københavns Lærerforenings blad. Bragt i uge 48, 2006

Skal den økologiske skolemad være et tilvalg?

Folkeskolen såvel som andre dele af vores fælles velfærdssamfund står for skud i en tid, hvor presset på kvaliteten er konstant og hvor presset ser ud til bare at stige og stige. Vores statsminister har sat sig i førersædet når det gælder om at presse folkeskolen, der - på trods af, at den er trængt - langt de fleste steder giver børnene de færdigheder og uddannelse, de har krav på og brug for.
I en kronik i Politiken kommer Anders Fogh med idéer om, at borgerne skal kunne tilvælge en række egenfinansierede serviceydelser. Jeg synes, det er fint, at vi, som borgere, har muligheder for at foretage frie valg – men de skal netop være frie og ikke afhængige af, om man har pengepungen i orden.
Deri ligger problemet i diskussionen om økologisk skolemad, som overskriften lægger op til. Den politiske uenighed drejer sig netop om, hvordan det frie valg foregår. Jeg synes, det skal være muligt for den enkelte familie at tilvælge fx økologisk skolemad uden, at det skal have indflydelse på familiens økonomi. Den sunde mad ikke skal gå de fattige familiers næse forbi. Erfaringer viser, at det er børnene fra de fattige familier, som har allermest brug for et sundt måltid mad midt på dagen. At det er en aktuel diskussion, viser Anders Fogh i sin kronik i Politiken: ”En alternativ mulighed er, at borgeren selv kan vælge mellem forskellige servicetilbud. Så kan de vælge det fra, de ikke vil have. F.eks. en daginstitution, hvor børnene får økologisk skolemad.”
Den servicereform, som statsministeren har sat sig i spidsen for, bør også have børnenes fokus. Når snakken falder på mest mulig service for pengene, kan resultatet let blive en anden skole end den, vi i SF ønsker os. Jeg vil naturligvis have mest mulig ud af de fælles skattekroner. Men et overdrevent fokus på ”value for money” fører på sigt til, at det målbare bliver opprioriteret på bekostning af det ikke så målbare. Eller sagt med andre ord: Mere udenadslære på bekostning af den alsidige personlige dannelse. Og her spiller de standardiserede nationale test perfekt ind i Foghs dagsorden. Vores statsminister er gået skridtet videre og stiller (ikke overraskende) spørgsmål ved den universalistiske velfærdsmodel. ”Så er der hele spørgsmålet om, i hvor høj grad vi skal målrette servicen til dem, der har det største behov. På nogle områder betaler man mere, hvis man har bedre råd. Det gælder f.eks. børnehaver. […] Hvis man på flere områder målretter den offentlige service til dem, der har mest brug for den, så bliver der flere penge til at hjælpe de svageste endnu bedre.”
Hr. og Fru Friværdis vandkæmmede familie skal selvfølgelig ikke sætte sig på hele samfundskagen, men også for skolernes og samfundets skyld, er det nødvendigt at bevare og udvikle vores nuværende velfærdsmodel, frem for at afvikle dem. Fogh kører bevidst mod en situation hvor der er mindre tillid go opbakning til den fælles velfærd gennem et angreb med dårligere kvalitet, der blandt andet (men ikke kun) skyldes skattestoppet. Målet er at underminere opbakningen til fælles løsninger, så flere private aktører kan komme på banen, og flere velfærdsydelser skal betales af den enkelte på bekostning af fællesskabet.
Så når Anders Fogh stiller spørgsmålet, om den økologiske skolemad kun skal være for dem, der er villig til at betale for det, er svaret et rungende nej. Svaret er at fastholde og udbygge de kollektive løsninger, hvor der er mulighed for at lave fleksible, decentralt løsninger uden snærende bånd centralt fra. Det er den bedste måde at udvikle såvel skolerne som en række andre områder. Det er både socialt rigtigt og det reelle frie valg, som kommer alle til gode.